Bobby Hull: bøjer sin egen!

De øverste personligheder i hockey har en definerende egenskab. Ingen var mere imponerende end Maurice Richard, ingen forsvarsspiller kunne håndtere pucken som Bobby Orr, ingen kunne forudse en kamp som Wayne Gretzky. Og ingen kunne kaste pucken som Bobby Hull.

Hull – det er magt

Robert Marvin Hull blev født den 3. januar 1939 i Point Ann, Ontario. Han døde den 30. januar i en alder af 84 år og efterlod sig en af ​​de største arv på isen. Han bragte fuldstændig, foragtelig frygt til professionel hockey i en 23-årig karriere, der strakte sig over 16 sæsoner i National Hockey League og alle syv kampagner af dens rival, World Hockey Association (1972-79).

Bobby Danger

Indtil hr. Hulls ankomst i 1957 var der ingen plads til frygt i spillet. Engang genererede hans mægtige fysik maksimal fart og kraft, men hans slashing skud var så kraftigt, at publikum frygtede for målmændene, der skulle møde ham, for ikke at nævne nogen andre, der kunne være i skudlinjen.

Montreal Canadiens målmand Jacques Plante introducerede sin maske til NHL den 1. november 1959, to år efter Mr. Hulls højprofilerede debut. Sammentræf? Selvfølgelig ikke. Inden for få år skiftede andre NHL-målmænd til ansigtsbriller, og de få, der gjorde modstand, var garvede veteraner, som var utilpas med at tilpasse sig det nye udstyr.

En af dem, der lavede en særlig langsom overgang, var Glenn Hall, Mr. Hulls holdkammerat med Chicago Black Hawks. Han havde spillet spil uden opdateret udstyr i flere år efter at have forklædt sig til træning, hvor hr. Hull nonchalant “skød”: på ishøjde, på handskeniveau, på skulderhøjde, endnu højere.

Særlig rivalisering

Hull og hans holdkammerat Stan Mikita var pionerer for den buede pind, også kendt som “bananbladet” i sin storhedstid på grund af dens næsten fire centimeters kurve. Ikke alene kunne bananbladet bevæge pucken hurtigere, men det kunne gøre det i en uforudsigelig bane, nogle gange falde eller svinge på vej mod målet.

Mens Mikita var en fremragende spiller i sig selv, var den eneste samtidige, der blev anset for at konkurrere med Hull i den rå kraft af hans skud, hans holdkammerat og bror Dennis. Modstanderne måtte dog håndtere Bobby ikke kun med hans slag.

Måske var han den hurtigste skøjteløber i 60’erne, han havde ikke mere end et par jævnaldrende, og han var sværest at stoppe, da han var ved at tage fart. Ved 5ft 10in og vejede 195lbs havde han kraftige skuldre og ben, der var i stand til at slå enhver forsvarer tilbage, der ikke brugte sin fulde kraft og løftestang mod ham. De modsatte hold tildelte rutinemæssigt højre kantspilleren til at “se” hr. Hull, nogle gange til det punkt, hvor de fuldstændig ignorerede angrebsopgaver.

I en æra, hvor mindre ligaerfaring blev taget for givet, længe før udvidelser og drafts resulterede i flere 20-årige stjerner, foretog Hull et direkte spring fra St. Catharines junior tipi til Black Hawks i 1957, da han var 18. år, og han har aldrig spillet i de lavere professionelle hockeyligaer. Efter to respektable sæsoner steg han frem i 1959-60 med 39 mål og 81 point, og hans første af tre Art Ross-trofæer som scorende NHL-mester.